Tips om kaffebrygning og opbevaring af kaffe.  

 

Kaffebrygning er en hel kunst i sig selv, og det er faktisk muligt at tage en uddannelse som barista – dvs. kaffebrygger. Her vil jeg dog koncentrere mig om de ting, som alle kan gøre derhjemme, for at få mest mulig aroma og smag ud af den traditionelle kaffe.

 

Kaffebrygning: 

  

Brug altid friskt og koldt vand. 

 

Friskkværnet kaffe giver den bedste smag. 

 

Dosering er 7 gr. til en kop med 1.5 dl – dvs. ca. 47 gram til en liter.

 

Står der andet på dit kaffeprodukt, så følg dette i stedet.

 

Vandets temperatur skal være 94 – 96 grader under kaffebrygningen. 

 

Optimal bryggetid på almindelig kaffe er 4 – 6 min. 

  

Tager det kortere bliver kaffen kedelig, tager det længere tid, bliver den bitter. Hvis din kaffemaskine er for længe om det, så afkalk den eller skift den ud.

 

Rengør din kaffemaskine jævnligt.

 

Dette gælder alt, som kommer i kontakt med vand og/eller kaffe.

 

Drik kaffen med det samme. 

 

Kaffe smager bedst helt friskbrygget. Kan du ikke drikke kaffen med det samme, så hæld den på en termokande lige efter brygning. Du kan opvarme termokanden indvendig forinden med kogt vand.

 

 

 

Opbevaring af kaffe: 

 

Selve opbevaringen af kaffe er meget vigtig, så du har den mest optimale kaffe, når du skal til at brygge den. Det gælder simpelthen om, at kaffen beholder så meget som muligt af sin aroma, og her gælder flere råd:

 

Undgå så vidt muligt at kaffen iltes. 

 

Dvs. åbn først posen, når du skal bruge af kaffen, og brug gerne alt kaffen indenfor en uge. Lad helst kaffen være i den originale emballage – luk posen når du har brugt af kaffen - og put den i beholder med tæt låg.

 

Opbevar kaffen mørkt og køligt – gerne i køleskab. 

 

 

Disse simple råd vil give dig rigtig gode og smagsfulde kaffeoplevelser – velbekomme.